Hvad skal vi være opmærksomme på, når vi reflekterer sammen for at blive klogere på os selv?

Hvad skal vi være opmærksomme på, når vi reflekterer sammen for at blive klogere på os selv?

Jeg sidder i en gruppe bestående af mig selv og nogle andre konsulenter. Jeg har netop afsluttet fremlæggelsen af min case om en ledergruppe, jeg er konsulent for. Jeg inviterer de andre i gruppen til at med-reflektere over den, og hvad der er på spil mellem mig og de andre i casen. Som en del af casen har jeg præsenteret nogle overvejelser om, hvor meget jeg som konsulent skal udfordre deltagerne. Min bekymring er, at jeg kommer til at positionere dem uheldigt i det åbne forum, og i situationen kommer jeg til at føle mig handlingslammet.  

En af de andre i gruppen udbryder ”det er sjovt, at du har de tanker, for jeg ser det jo som min fornemste opgave at udfordre de systemer, jeg arbejder med. Jeg ville helt klart have udfordret dem”. Min umiddelbare reaktion er forsvar og vrede. Jeg føler mig ramt på min konsulentrolle. Jeg føler mig inkompetent, og sidder med tanker som: ”jeg duer nok ikke som konsulent”, ”jeg burde nok være gået mere til dem”… Samtidig tænker jeg ”du kan jo bare sige det, hvis du synes, jeg gør det forkert…”

En anden deltager i gruppen spørger: ”hvad mon der ville være sket, hvis du havde udfordret i situationen”? Spørgsmålet tager toppen af min vrede og det fører til en dialog, hvor jeg bliver opmærksom på, at min konsulentmæssige ”opdragelse” og tidligere erfaringer plus mine relationer til deltagerne spiller en stor rolle for, hvad jeg kan og gør i situationen. Jeg bliver også opmærksom på, at den første deltager på ingen måde betragter det som forkert, at jeg gør, som jeg gør – blot noget andet, end vedkommende selv ville have valgt. Og at vedkommendes forståelse af, hvad gode konsulenter gør og bør, er styrende for de valg, vedkommende træffer ligesom min forståelse er styrende for mine valg.

Casen er et godt eksempel på, hvad der både skal og kan ske i et refleksivt fællesskab, sådan som vi arbejder med dem i Human Business (vi kalder dem læringsfællesskaber). De læringsfællesskaber, vi faciliterer, bygger dels på de lærende fællesskaber, man arbejder med ved University of Hertfordshire på deres Doctor of Management program og dels på Deweys ideer om communities of inquiry, hvor en gruppe mødes og drøfter en (eller flere) vanskelige problemstillinger med henblik på at foretage en mental bevægelse; at gå fra ”a state of doubt to a state of belief” (Peirce, i Shields, 2003). Tvivlen er her en tilstand, der gør os åbne for at bevæge os fra ét handlefokus til et andet – fra ét tros-punkt til et andet.

Formålet med læringsfællesskaberne er, at vi bliver bevidste om vores egne styrende antagelser og opdyrker vores opmærksomhed på her-og-nuet, så vi kan afkoble den autopilot og bryde de vaner og rutiner, der ofte præger en stor del af vores adfærd. Det er ikke let, da meget i os arbejder imod det, som eksemplet ovenfor også illustrerer, og som Peirce understreger. Vi kan uintentionelt komme til at såre hinanden, vi kan opleve vrede, sorg, inkompetence og andre ubehagelige følelser. Men vi kan også få a-ha oplevelser, nye erkendelser og opleve glæde, motivation, stor tilfredsstillelse og frihed i form at øgede handlemuligheder. Der er med andre ord potentiale for udvikling af måde, vi tænker og agerer på. Det stiller krav til både facilitator og deltagere, når vi sætter os selv i spil i det fælles forum. I Human Business har vi fokus på netop det, når vi faciliterer læringsfællesskaberne. I fortættet form har vi øje for 3 generelle forudsætninger, der præger fællesskaberne – med dertil knyttede opmærksomhedspunkter for både facilitator og deltagere.

#1 – Magt og positioner kan ikke tages ud af ligningen

Som deltagere i læringsfællesskaber er det vigtigt, at vi arbejder åbent og bevidst med vores egen rolle og position i gruppen.

Vi mennesker er grundlæggende set relationelle og gensidigt afhængige. Vores identitet er ikke givet i og med fødslen men skabt i sociale relationer og vi skaber og genskaber løbende os selv og andre. Vi er således heller ikke alene herrer over, hvem vi er og bliver i konkrete sammenhænge. Vi er så at sige hele tiden ”til forhandling”.

Det betyder, at vores tilhørsforhold til forskellige grupper får stor betydning for os som individer. Det introducerer et element af magt og positionering. I ønsket om at tilhøre en gruppe kan vi komme til at undlade bestemte adfærdsformer og fremme andre. Magten ligger her i inklusionen eller eksklusionen af hinanden som sker på forskellig vis – eksempelvis gennem sproget og gennem socialt tildelte magtpositioner (bevidst eller ubevidst). Det kan eksempelvis være ledere eller faglige fyrtårne, hvis ord og anerkendelse får større betydning for os end andres.

  • Som facilitatorer deltager vi i refleksionerne sammen med gruppens medlemmer og vi skal derfor være opmærksomme på, hvordan vores indspil modtages af de andre i gruppen. Bliver de hørt som ”sandheder” i kraft af at vi som facilitatorer ses som ”eksperter” eller bliver de afvist fordi gruppen ønsker at være uafhængig af autoriteter? Vi skal være bevidste om, at vores valg af ord og handlinger har en effekt på det, der sker i gruppen – og på, hvad der kan lade sig gøre og ikke kan lade sig gøre. Vi skal være parate til også at gøre dette til genstand for fælles refleksion, så gruppens deltagere også herigennem kan blive klogere på egne mønstre og præferencer i relation til andre. Herudover skal vi være opmærksomme på de dynamikker, der udspiller sig i gruppen. Hvilke inklusions- og eksklusions-elementer er i spil – og hvordan kan de adresseres.
  •  For gruppens medlemmer er det vigtigt at være opmærksomme på, hvad vi har på spil i situationen. Hvilken funktion har gruppen for os? Hvordan bidrager den til vores identitet? Hvad har vi ikke lyst til at miste? Vi skal som deltagere være parate til at undersøge betydningen af tilhør til gruppen – og sætte vores position på spil, selvom der er en risiko forbundet med det. I det øjeblik, vi bliver bevidste om vores egen afhængighed af gruppen, bliver vi også fri til at vælge, om vi vil fortsætte som hidtil, eller vi vil gøre noget andet.

#2 – Verden er kompleks, men vi foretrækker orden

Som deltagere i læringsfællesskaberne er det særlig vigtigt, at vi både er bevidste om og nysgerrige og undersøgende overfor vores egne ”selvfølgeligheder”.

Ifølge Berger og Luckmann (1966) er kompleksitet en naturlig følge af menneskelig interaktion, da der ikke findes nogen udefra given struktur eller orden, som styrer vores handlinger og valg. Den orden, som vi agerer indenfor, må vi derfor selv skabe i samhandling med hinanden.

Vi foretager hver især løbende en mere eller mindre bevidst udvælgelse i den konstante strøm af information, som er til stede i omgivelserne. I udvælgelsen strukturerer vi vores verden, så den fremstår lineært for os – med en sammenhæng mellem fortid, nutid og fremtid. To eller flere individer, der interagerer over tid, vil have overlap i deres udvælgelser. De skaber fælles konstruktioner.

Vores fælles konstruktioner sætter rammerne for, hvad der er godt og rigtigt. Herved fastholdes bestemte typer adfærd, mens andre træder i baggrunden. Eksistensen af de fælles konstruktioner gør, at det overhovedet er muligt for os at koordinere vores handlinger. Nogle konstruktioner har ”global” eller samfundsmæssig karakter og ”overleveres” fra andre – eksempelvis gennem uddannelse.

  • Som facilitatorer har vi, ganske som deltagerne, nogle konstruktioner med os, som styrer vores adfærd. De kan få væsentlig betydning for det, der opstår i fællesskabet og det skal vi være opmærksomme på. Desuden skal vi have vores opmærksomhed på at skabe det, Dewey har kaldt en ”scientific attitude”.  Dewey definerer dette som: The scientific attitude may almost be defined as that which is capable of enjoying the doubtful (Shields, 2003 p. 518). Det er med andre ord facilitators opgave at skabe et rum, hvori deltagerne kan være spørgende, undersøgende og nysgerrige på såvel sig selv som hinanden. Hvor man dyrker tvivlen, folder problemstillinger ud og øger kompleksiteten for en stund, og derved undgår et for hurtigt løb mod løsninger og ny ”sikker grund”.
  • For gruppens medlemmer er det vigtigt at være opmærksomme på egen adfærd i denne sammenhæng. Her handler det om at være nysgerrig, spørgende og undersøgende overfor både de andre og én selv. Det handler også om at tilbyde egne perspektiver – men gøre det med tydelig afsender – og også her være parat til at undersøge, hvilke antagelser, der ligger bag det perspektiv, man tilbyder. Og endelig handler det om at være parat til at opløse egne selvfølgeligheder – at se på egne erfaringer og oplevelser med nye briller – som afsæt for, at man i fremtiden kan få et større handlespektrum. Det kræver i nogle situationer, at gruppens medlemmer også tåler de forskellige følelser, der følger med – som det indledende eksempel illustrerede – og også lader følelserne være genstand for nysgerrig udforskning, frem for at de bliver til forsvar og lukker ned for refleksion.

#3 – Vi søger at bevare både eget og andres ansigt

Som deltagere i fællesskaberne, er det vigtigt, at vi er opmærksomme på denne mekanisme.

Sociologen Erving Goffmann beskrev i 1955, hvordan vi alle vil gå et langt stykke for at bevare vores sociale status i fællesskabet. Dette sker ved, at vi ubevidst tilpasser os og søger at undgå såvel eget som andres ansigtstab. Et socialt fællesskab vil i dette perspektiv over tid udvikle normer for adfærd, som søger at bevare de enkelte deltageres status og roller.

  • Som facilitatorer holder vi øje med de spil, der udvikler sig, og bringer dem frem, så gruppen kan reflektere over dem og lære af dem der, hvor det er relevant. Alt skal ikke bringes frem til refleksion hele tiden, men facilitator skal have opmærksomhed på, om gruppen udvikler mønstre, der hæmmer den nysgerrige og undersøgende udforskning og et eller flere medlemmers bevægelse.
  • Medlemmerne skal være opmærksomme på både at lytte til hinanden med paraderne nede og på at turde udfordre hinanden, selvom det indebærer risikoen for, at andre bliver stødt. Det handler om at være opmærksom på, hvornår man evt. oplever andres anderledes position som kritik – og turde undersøge, om det reelt er en kritik og det handler om selv at turde være forskellig. Samtidig handler det om at være opmærksomme på egne bevæggrunde for at byde ind og holde sig tilbage i gruppen. Hvis tilbageholdenhed primært handler om at passe på andre, kan man overveje, om man alligevel kan bringe sine perspektiver på banen.

Vil du vide mere og evt. deltage i et refleksivt fællesskab?

https://humanbusiness.dk/vi-tilbyder-laeringsfaellesskaber/

https://humanbusiness.dk/drop-din-naeste-lederuddannelse-deltag-stedet-refleksivt-faellesskab/

Litteratur:

Berger, P.L. og Luckmann, T. (1966) Den samfundsskabte virkelighed. Lindhardt og Ringhof.

Shields, Patricia M., “The Community of Inquiry. Classical Pragmatism and Public Administration”, i Administration and Society, vol.35, nr. 5, 2003

Stacey, R. D. (2012). Tools and Techniques of Leadership and Management. Routledge.

Stacey, R. D, Griffin, D. og Shaw, P. (2000). Complexity and Management. London: Routledge

Skriv en kommentar