Der er ikke meget glamour over at lære nyt!

”Vi elsker at lære nyt” siger vi til hinanden. Men er det så glamourøst at lære, som vi gerne vil give os selv og hinanden indtryk af? Ofte følger følelsen af at være inkompetent og angsten for at fejle med, og det harmonerer ikke altid med vores ideal om, hvordan vi er gode ledere, medarbejdere og virksomheder. At lære er hårdt mentalt arbejde.

Forleden aften stod min 10-årige datter op efter at være blevet puttet. Hun havde hovedet fuldt af den nye del af matematikken, de havde kastet sig over i 4.b.: Ville jeg ikke godt hjælpe hende med at få styr på de decimaler, for hun kunne ikke finde ud af det?! Det skulle være lige nu og her. Tvivlen nagede: Hvad nu hvis hun aldrig fik det lært?

Situationen kunne jeg sagtens genkende både fra mig selv, og fra medarbejdere og virksomheder i læringssituationer. Tvivl og frustration i forhold til ”at lykkes” kan komme til at fylde så meget, at det er tæt på at fortrænge nysgerrigheden og ønsket om at ”knække koden”. Ofte vil vi gerne kunne levere lige så hurtigt og lige så godt på ”det nye”, som på det vi allerede kan og har meget erfaring i.

Læring rokker ved vores forståelse af os selv

Når vi har sat os for – eller måske er tvunget ud i – at skulle lære nyt, kan vi komme til at befinde os i en situation, hvor vores fortælling om ”hvem jeg er” som medarbejder eller virksomhed bliver udfordret.

Ifølge narrativ psykologi skaber vi løbende vores identitet gennem de historier, vi fortæller om os selv, og som bliver fortalt om os. Disse fortællinger har baggrund i vores erfaringer. Måske er vi vant til at have en fortælling om os selv som kompetente, og til at høre os selv omtalt som dygtige og kompetente til vores job? Vi vil i så fald ofte huske en masse episoder, der underbygger denne fortælling.

Når man står i en læringssituation kan der ske noget med den fortælling. Vi befinder os i en masse nye og uvante situationer, som vi måske ikke helt ved, hvordan vi skal takle. Og vi oplever det ofte ikke kun én gang, men flere. Fortællingen om én selv som inkompetent kan begynde at spøge.

Lad mig komme med et par eksempler:

  • En medarbejder jeg talte med havde efter lang tid endelig fået en del af den slags opgaver, hun havde længtes efter i lang tid. Opgaverne var nye for hende og var forbundet med at ”træde i karakter” i jobbet. Hun var derfor glad for opgaverne og tilliden, men på grådens rand. Hvordan skulle hun klare dem? Mange af dem havde hun aldrig stiftet bekendtskab med før, og samtidig skulle hun stadig klare de gamle opgaver. Pludselig følte hun sig inkompetent til det hele.
  • En virksomhed jeg løste en opgave for havde i mange år leveret et solidt og kvalitetsstærkt produkt, som de var stolte af. Imidlertid var der ikke længere salg i produktet, og virksomheden måtte forholde sig til, hvordan et nyt produkt baseret på en ny teknologi, som de kun havde meget lidt kendskab til, kunne sikre dem fortsat salg og indtjening. De var som virksomhed gået fra kompetent til inkompetent på trods af, at produktet var det samme.

Når vi går i gang med at lære nyt, kan man sige, at vi sætter vores selvforståelse og identitet som ”kompetent medarbejder” eller ”kompetent virksomhed” i spil. I perioder, hvor vi lærer, er det derfor vigtigt, at vi får nuanceret fortællingen om os selv som inkompetente, så vi øger vores egen handlekraft.

Man er aldrig kun inkompetent

Vejen til at nuancere fortællingerne om os selv er samtaler. Det kan være ”samtalen med mig selv” eller samtalen med andre. Vi har brug for spørgsmål, der udforsker vores kompetence og inkompetence. For der er altid flere historier at fortælle, end den ene, man p.t. har lagt sig fast på. Vi kan fx stille spørgsmål som:

  • Hvad oplever jeg, at jeg er inkompetent til?
  • Hvad oplever jeg, at jeg er kompetent til?
  • Hvordan er jeg blevet det? Hvad gjorde jeg?
  • Hvad siger disse erfaringer om, hvordan jeg lærer?
  • Hvad betyder det for mig nu, at jeg ved dét om, hvordan jeg lærer?

Når vi stiller spørgsmål undersøger vi, hvad vi mon ved om fortiden, som kan hjælpe os nu og i fremtiden. Fortællingen om os selv som ”lærende” behøver derfor heller ikke altid at blive forbundet med negativ inkompetence. Den kan også blive forbundet med at stå et ”naturligt” søgende og tvivlende sted, inden man bliver kompetent.

Jeg stillede ingen af disse spørgsmål til min 10-årige datter. I stedet talte vi om alt det, der er lykkedes hende at lære indtil nu. Vi talte om, at hun for 10 år siden ikke kunne holde hovedet selv, ikke spise, sidde, gå osv. Vi talte om, at hun for tre år siden ikke kunne læse eller tælle til 100. Vi talte om, at alle de ting var hun glad for, at hun havde lært. Og at hun derfor også gerne ville lære det her. Vi skabte en forbindelse mellem fortid, nutid og fremtid. For en ting er sikkert: Vi bliver ved med at skulle lære. Ikke kun i vores arbejdsliv, men i livet generelt, for at takle de uvante situationer, vi står i.

 

 

Skriv en kommentar